Fra fængslet: Er Jesus tilstede?

Fra fængslet: Er Jesus tilstede?

En Alpha-deltager i Fængselsafdelingen Holsbjergvej under Statsfængslet i Herstedvester har skrevet dette:

"Det at leve et normalt liv og gøre, hvad der forventes af én - det har jeg gjort i 59 år. Men så ændrede mit liv sig totalt. På grund af en kriminel handling blev jeg sat i fængsel og mistede omgående min frihed.

Den første nat/morgen var barsk for mig. Jeg sad i en celle med låst dør og tremmer for vinduet. Hvor længe, det skulle vare, vidste jeg ikke, men jeg kom til at sidde i 2 måneder i Vestre Fængsel. Jeg kom i grundlovsforhør, fik en dom på 3 år og mistede alt - job, lejlighed og indbo. Men dét, jeg ikke mistede, var min ret til at folde mine hænder og bede Vorherre om hjælp. Og dét gjorde jeg. Også dén nat, før jeg blev anholdt og ville tage mit liv. Jeg bad og blev hørt.

Siden har jeg gjort det mange gange, enten for at bede om hjælp eller et råd. 

Jeg blev senere flyttet til en arrest, hvor jeg var i 3 måneder. Dét fik jeg lidt mere frihed, men stadig bag tremmer og låst dør. Men mine hænder måtte jeg stadig folde og bede en bøn, hvilket blev gjort. Jeg fik et godt venskab med en anden indsat, som kom til at betyde meget for os begge to og senere i min afsoning.

Jeg blev flyttet igen. Denne gang til Holsbjergvej i Herstedvester, som er sidste stop, inden jeg igen vender tilbage til et nyt liv, og jeg får min frihed igen. Her er der endnu mere frihed og ingen tremmer og låst dør.

På min første dag på Holsbjergvej skete der noget! Om aftenen var der Alpha-møde, og der var frihed til at synge og bede og være i selskab med Vorherre. Dét er der fortsat hver anden mandag, og det er noget af det bedste, der er sket for mig.

Vi er 14 stk med de 3 ildsjæle fra Karlslunde Strandkirke, og uden dem kom vi ikke i kirke, som Alpha-mødet er for os. De er bare så åbne, hjertelige og ser ikke vores kriminelle handling, men mennesket bag den. Det betyder virkelig meget, at man kommer for at dele ordet og sangen med os. Det får mig til at føle mig som et menneske igen.

Efter Alpha-starten foldede jeg igen mine hænder og bad om, at min ven fra arresten måtte blive overført til Holsbjergvej. Igen svarede Gud mig! Vores venskab er vokset, og jeg har i dag 4 besøgsvenner plus det løse, samt alle dem, der sidder sammen med mig.

Nu vil jeg ønske alt godt til kirken, dens menighed, alle dens ansatte og for alle bag Alpha og håber, at andre også må finde Vorherre igennem Alpha.

Tak for alt
fra nr 209.

PS. Er Jesus til stede? JA!"

Vil du vide mere om deltage i eller arrangere Alpha i fængsler? Så skriv til info@alphadanmark.dk

Find an Alpha near you

Try Alpha

Find out more about Alpha

Learn more